Kun en lille del af danskerne spiser frugt og grønt nok, skriver Ritzau på baggrund af en undersøgelse, som GFK har lavet for Gartneribrugets Afsætningsudvalg. Mere end halvdelen af deltagerne mener, at de spiser nok frugt og grønt i hverdagen. Men det er kun tilfældet for seks procent af befolkningen.
Mængden af frugt og grønt kan snyde, når det kommer til det visuelle, siger seniorrådgiver Sisse Fagt fra DTU. Hun forsker i danskernes madvaner og mener, at vi kan have svært ved at tælle til 600 gram frugt og grønt.